Den Tamilske Identitet

Følgende vil være en løs refleksion over den tamilske væremåde og dermed også identitet i blandt unge tamilere i Danmark. Indlægget er skrevet ud fra løse refleksioner fra personlige erfaringer og har derfor ikke et større empirisk belæg.

Hvad er tamilsk identitet og hvad vil det sige at være tamilsk? Der findes ingen gylden opskrift på, hvad der definerer en tamilsk identitet (heldigvis), men dog kan man påpege visse normer forbundet med det at være tamilsk. I et dansk samfund er der først og fremmest biologiske forskelle i forhold til hudfarve og hårfarve. En tydelig indikation af, at vi ikke er indfødte, men har en anden etnicitet. Derudover har vi også et andet sprog, som er med til at samle tamilere, på trods af mange unge (inklusiv mig selv) kan have besværligheder med at snakke og forstå tamilsk. Men vigtigst af alt så har vi kulturen og de normer vores forældre er opvokset under og som de har eftergivet til os, den yngre generation og som stadig lever i bedste velgående både blandt unge og ældre tamilere.

De fleste kender vil til følelsen af at have et dårligt ry og mange tamilere vil gøre, hvad de kan for at undgå at få det. Det dårlige ry er en effektiv kontrolmekanisme til at opdrage tamilere på, både den ældre generation og den yngre. Tror de fleste unge kan relatere til den frustration, der kommer når deres forældre begynder på: ”Hvad vil de andre ikke tænke om os”. For nogle kan det virke som om, at det forældrene tænker mest på er, hvad andre tænker om en, frem for, hvad der giver mest mening eller, hvad der personligt vil gavne en mest.

Det er mit indtryk, at utrolig mange unge tamilere er træt af den holdning og ønsker, at man kan løsrive sig fra denne indstilling om, hvad andre tænker om en og gøre det man finder mest fornuftigt og har lyst til. Faktum er dog også, at de fleste forældre gør, hvad de har lyst til, men føler de, at deres gerning ikke vil blive accepteret af det øvrige samfund skjuler de denne og hermed bliver løgnen og manglen på udvikling født.

Alt forandring er svær og sker den vil der altid være kritiske røster, man vil undgå dette, derfor forsøger man ikke at forandre for meget og hvis man gøre det skjuler man det. Resultatet bliver, at op til flere familier gør ting, som de ikke tør fortælle til andre eller snakke om. Man er bange for samfundets dom, ens rygte og derfor lever mange af de ældre en dobbelt-tilværelse. De opretter et billede af dem selv, som de mener samfundet vil acceptere, men samtidig er deres faktuelle levevis ganske anderledes. Dermed bliver der sat et øget pres på de andre familier om at fastholde forældede normer og en ond spiral er født, hvor man ikke anser udvikling som en positiv ting, men mere som en negativ ting, der truer den tamilske kultur og identitet. Når ingen snakker om den faktuelle måde at leve på, frygter forældre, at de måske er den eneste familie, der opfører sig på en bestemt måde, og derfor kan man ikke gå i dialog og debat om, hvorledes den tamilske levemåde forandrer sig.

Præcis samme tendens gør sig gældende i blandt den yngre generation. Der er dannet billeder af, hvordan den tamilske pige og dreng bør være og er man ikke sådan får man et dårligt ry, som vil gå forældrene på og det vil man selvfølgelig undgå. Problemet opstår dog i, at ingen kan leve op til det ”billede” der eksisterer af den tamilske pige og dreng, løsningen bliver derfor løgne, som har til formål at give andre et billede, af at man lever op til konstruktionen af den idéelle tamilske pige og dreng. Der opstår et mistillidsforhold til nye tamilere af frygt for det dårlige ry, derfor lyver man eller fordrejer visse ting af sandheden således, at det man siger ikke kan går hen og give en et dårligt ry, mistilliden bliver så gengældt når man senere hen finder ud af, at personen, der netop fortalte en noget overhovedet ikke var ærlig og faktisk lever på en helt anden måde, end, hvad vedkommende giver udtryk for. Konstruktionen ”Han eller hende er så falsk” opstår og det er et gengældende mønster i blandt den yngre generation. Endvidere bliver løgnene præcis som hos den ældre generation en hindring af udvikling og videreforståelse/formidling af den tamilske kultur og identitet. Vi lever derfor i en løgn, hvor vi absolut intet indblik har i, hvordan verdenen forholder sig, men prøver i stedet at bibeholde forældede billeder af frygt for, at vores faktiske levemåde ikke vil blive accepteret og skabe et dårligt ry. Problemet er dog, at ofte har vi ingen anelse om, hvorvidt andre lever præcis på samme måde.

Løsningen på problematikken er vel ideel og ret lige til. Vær ærlig og stå frem som DU er. Lad værd med at skjule dig selv, eller ændre dig selv, hvis det indtryk du prøver at give af dig selv, ikke er den måde du lever på. For når alt kommer til alt, bruger vi en masse mentale resurser på at bibeholde at billede af os, som ofte ikke passer til virkeligheden. Er det idéelle ikke, at udnytte disse mentale resurser på noget andet? ;-)