Du er en landsforræder Sugi

Du er en landsforræder Sugi
Politiken søndag den 21.januar.2010
Tekst : Naimah Hussain
Foto: Astrid Dalum

22 årige dansk- tamilske Sugi Thiruchelvam har kæmpet for at få medicin frem til internt fordrevne flygtninge i Sri Lanka. Men i Danmark kalder ekstamiler hende landsforræder.

Tårerne triller ned ad Sugi Thiruchelvams brune kinder mens hun kæmper mod tvivlen. Skal hun opgive sin kamp om at få medicin ind i Sri Lanka, eller skal hun kæmpe videre og udstå chikanen od truslerne? Hun vælger det sidste. Hun har måttet sparke mange døre ind og kæmpe mod mindst lige så mange indre dæmoner for at nå hertil. Det har taget næsten et år, men nu er hun i Sri Lanka med 40 paller medicin til sine landsmænd. I Danmark kalder eksiltamilerne hende en landsforræder.

Det første gange efter krigens afslutning, at Sugi er tilbage i sit fædreland. Da borgerkrigen i Sri Lanka stod på sit højeste i de første måneder af 2009, måtte hundredtusindvis af Sugis landmænd flygte over hals og hoved, mens voldsomme kampe rasede mellem regeringsstyrkerne og De Tamilske Tigre. Sugis moster, onkel og deres blot tre år gamle datter var blandt de flygtende.

Mosteren og deres families otte måneder lange ophold i en flygtningelejr har været en stærk motivation for Sugi under hendes kamp for at få medicinen ind i landet ``Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan min lille kusine på tre år har boet in en flygtningelejr uden nok at spise og under så dårlige forhold. Det gør ondt at tænke på det” siger Sugi med våde øjne. Det er første gang i løbet af mange samtaler, at den ellers kontrollerede Sugi viser følelser på dem måde. Sorgen over de mange dødsfald og traumatiske hændelser under krigen stikker dybt. Hun ryster det af sig og forklarer hvorfor vi er her.

Vi er på vej op til den nordlige del af Sri Lanka dybt inde i den tidligere krigs zone, hvor regeringsstyker nedkæmpede de sidste oprørsstyrker og erklærede sejr 18 maj 2009. Vi skal aflevere medicin til distriktshospitalet i Vavuniya, som blandt andet tager sig af patienterne fra flygningelejrene, der opstod som følge af borgerkrigen. Sugi har skaffet medicinen hertil i samarbejde med den lille danske organisation Medicin Uden Grænser, som får donationerne fra medicinalfirmaer. De har indtil videre ind samlet medicin for 13 millioner danske kroner til Sri Lanka.

Stifteren af Medicin Uden Grænser Thomas Croft, kalder Sugi for en helt særlig drivkraft. Og sugis livshistorie vidner om en handlekraftig pige. Som 14 årig blev hun juniordanmarksmester i badminton, men et overrevet ledbånd ødelagde en videre karriere. I stedet tilbragte hun to år på en danseskole i Sydindien for at lære klassisk indisk dans. Og siden de tidlige teenageår har hun brugt det mest af sin fritid på ungdomspolitisk arbejde blandt andet i dansk- tamilsk venskabsforening. Og nu er det lykkedes hende at få tonsvis af gratis medicin ind nogle af de mest lukkede områder af Sri Lanka trods flere store internationale nødhjælpsorganisationners vanskeligheder med at få adgang til lejrene.

Undervejs har hun dog mødt modstand både fra familien og omgivelserne. Det har medført mange kvaler, for familien betyder meget for Sugi. Det er tydeligt at se. Hendes ansigt lyser op hver gang smakker runder familien Thiruchelvam, der består of mor, far, og fem døtre, hvor af Sugi er den mellemste. Hendes forældre, som flygtede fra Sri Lanka i 1980´erne, har stærke bånd til det tamilske eksilsamfund i Danmark, der består of godt 10,000 tamiler.

Tamilerne er sure

Og Sugis samarbejde med sundhedsministeriet i den srilankanske regering har været genstand for stor kritik. Et samarbejde, der ifølge hende selv, har været tvingende nødvendigt for at få medicinen ind i landet. Uden det samarbejde ville medicinen aldrig været nået forbi tolden o og ind til de personer, der har behovet, forklarer Sugi.

”Mine søskende og forældre støtter mig nu, men vi har også haft mange gode diskussioner om det. Vi er ikke altid helt enige, men jeg er en stædig bavian. Jeg siger bare, ” mor, hvis du ikke støtter mig, så gør jeg det alligevel” fortæller Sugi grinende.

Men uden for familien bliver hun opfattet som landsforræder af mange. Hun har haft flere gange før stået for indsamlinger til de internt fordrevne flygtninge og tsunamiofrene i 2004. Men med dette projekt mener mange tamilere i Danmark, at hun er gået for langt:

”Systemerne her i Sri Lanka fungerer ikke som i Danmark. Man kan ikke bare få tilladelse til hvad som helst. Tamilerne derhjemme er sure over, at jeg samarbejder med sundhedsministeriet, fordi de mener, at jeg så er en landsforræder, men det er den eneste måde at få medicinen ind på. Jeg vil gerne lave humanitært arbejde, og jeg vil ikke blande politik ind i det, for det er ikke det, det handler om", siger hun og understreger, at modstanden i Sri Lanka beror på at mangeårigt had til skiftende singalesiske regeringer, der har diskrimineret det tamilske mindretal gennem love, der for eksempel forhindrede tamiler i at tage bestemte uddannelser og få job inden for staten.

Flere blandt eksiltamilerne mener, at et samarbejde med regeringen er direkte i modstrid med tamilernes interesser og kamp for en selvstændig stat på Sri Lanka, lyder det fra Sugi. Hun forklarer forløbet op til medicinafleveringen, mens vi kører i den lejede minibus, som på godt og vel fem timer skal føre os næsten 200 kilometer op til hospitalet via små hullede landeveje, der af og til skifter over i grus og asfalt, når vi er heldige.
Undervejs ændrer landskabet sig omkring os, og vi kommer tættere på de konfliktramte områder, hvor tætte jungleområder har dannet omkring ramme om krigen. Den lille østat syd for Indien har været ramt af borgerkrigen over 30 år. Konflikten mellem regeringen og oprørsbevægelsen, De Tamilske Tigre, har kostet 80.000 – 90.0000 livet i perioden. Der har dog også været fredstider indimellem. Selv om regeringen officielt erklærede sejr i maj i fjor efter angiveligt at have nedkæmpet oprørerne, er krigens eftermæle tydeligt.

I en opgørelse fra 8.januar konstaterer FN, at 108,106 fordrevne tamiler stadig sidder i regeringskontrollerede lejre, hvoraf langt de fleste nærmere bestemt 102,403 personer, befinder sig i Vavuniya distriktet i midlertidige teltlejre og slås med mangel på rent drikkevand og mad, uhygiejniske sanitære forhold og begrænset bevægelsesfrihed. Det er dem, Sugi gerne vil hjælpe.

Et års arbejde bærer endelig frugt

Det er indtil videre lykkedes Sugi at få i alt fire leverancer til Sri Lanka sammen med Medicin Uden Grænser og den lille britiske nødhjælpsorganisation Little Aid, der har gode forbindelser til myndighederne og tidligere har leveret blandt andet grøntsager til flygtningelejrene. Første sending medicin blev leveret til hospitalet i september fjor. Nummer to sending er i varevognen bag os. De sidste to sendinger venter i tolden. Og Sugi glæder sig over deres arbejde endelig bærer frugt.

”Jeg har arbejdet på det her siden februar sidste år, og nu er jeg her endelig. Det er ligesom, pheew, som et bygge et hus,og endelig se det færdigt” siger hun med et smil og puster lettet ud, mens vi nærmer os målet.

Vi afbrydes af hendes mobiltelefon, som ringer i tide og utide med forskellige detaljer om rejsen, som hun skal tage stilling til. Hendes ansigt, indrammet af dybe mørke øjne og skulderlangt, kulsort hår, får hende til at se myndig ud, men under overfladen lurer en vis usikkerhed, især når snakken falder på familien og de andre tamiler: ” Det er hårt. Folk sviner mig jo til, og jeg føler mig ikke altid velkommen i bestemte kredse”.
Dagen efter ankomsten til Sri Lanka fik hun endnu en af en lang række truende sms ’ er. Denne gang fra et ukendt dansk mobilnummer. ”Der er jo ikke noget at gøre ved det. Jeg må bare prøve at ignorere det” siger hun kort og bestemt. Hun er også blevet tilsvinet på tamilsk blogs og har fået hacket sin e-mail. Hun virker umiddelbart til at tage det med ophøjet ro, men usikkerheden er slet skjult. Chikanen har fået hende til at overveje projektet flere gange.

Især efter hendes lille søster blev overfuset af venner. ” Min søster blev mødt med beskyldninger som ” Sugi er landsforræder” og ” hvad har din søster gang i”. Det var hårdt for hende. Jeg vil ikke have mine valg skal skade min lillesøster, så vi snakkede meget om det.

Hun er i en sårbar situation, men hun bakker mig op. ”Vi tog en tur i biografen og fik os en snak bagefter”, siger hun. Også forældrene hjemme i Faaborg har modtaget anklagende og truende opkald fra andre tamiler. Men når det kommer til medicinen, er hun klar i mælet. Det handler ikke menneskeliv og ikke politik. ” jeg har ikke noget imod, at singaleserne også får medicinen. De civile har ikke valgt krigen, de er ufrivillige blevet en del af den. Nu arbejder vi mest i områder, hvor der primært er tamiler, men det er også de områder, der har været hårdest ramt af krigen.

”Jeg gør det her for at hjælpe ikke for at skabe problemer, og ikke fordi det handler om politik” understreger hun igen og igen.

Mens vi nærmer os hospitalet, stiger forventningerne i minibussen: ” Det er meget specielt at skulle derop, hvor folk har lidt så meget. Det er et område, hvor jeg har været før krigens afslutning, så jeg er spændt på at se det igen, og se om det er blevet helt bombarderet” siger Sugi med snuden begravet i sin mobiltelefon, som konstant bimler med nye sms’er med besked om ruter og adgangstilladelser.

Fire timers ventetid i heden

Hun glæder sig over endelig at kunne aflevere den medicin, der er kommet hele vejen fra Danmark: ” Nu kan jeg endelig se, at der givet så og så meget medicin, og så og så mange personer er blevet behandlet” siger hun forventningsfuldt.

Og den bekræftelse får både Sugi og resten af følget ved første øjekast. Det nedslidte hospital med beskidte gulve, et massivt antal ventende patienter overalt både inde og ude blandt med lyden af spredte host, barnegråd og fåmælte stemmer syner ikke af et hospital, der har ansvar for et område med 700.000 indbyggere, hvoraf 300.000 er internt fordrevne flygtninge, der bor i midlertidige lejre med uhyggeligt dårlige sanitære forhold. På hospitalet er de glade for besøget fra Danmark. Overalt, hvor vi kommer, venter patienter. En ung mor fortæller, at hun har siddet i køen i fire timer med sin syge datter. Den formelle del af medicinafleveringen skal bare overstås for Sugi, som er mere optaget af alle de suge. Hun kigger febrilsk rundt i ventesalen på 1.sal, hvor alle stole er optaget i brug. Sugi prøver at komme i snak med de patienter, hun længe har ventet på at møde. Rummet lugter af mange mennesker samlet på et sted i 30 graders varme.

Hospitalet har 45 ambulancer til det opland og mangler medicin og ordentligt udstyr.

Beviserne er ikke til at tage fejl af: rækker af snavsede, slidte stålsenge med tynde madrasser, nogle med to udtryksløse patienter i hver. Ingen rene, hvide hospitalslagner. Nogle øjne udtrykker smerte, andre ingenting. Også blandt børnene er der langt mellem de halvtvungne smil. En mandlig farmaceut, som har arbejdet på sygehuset i fem år, siger, at det især er flygtningene, der skaber et øget pres på sygehuset, som ikke er gearet til at tage sig af den store ekstra opgave.

Medicinlagret er ufuldstændigt, patienterne for mange, og hospitalet står konstant over for mange uforudsete sager, fordi lejrene skaber store problemer. Blandt børnene er det diarre og luftvejsinfektioner, der er det største problem. Men også de voksne er ramt af infektionssygdomme som hepatitis, tyfys og senest udbruddet af den gule feber, oplyser de ansatte, som vi ikke må citere af frygt for repressalier.

Trods elendigheden – ellers måske netop på grund af den, mener Sugi, at projektet er en succes: ” Det er dejligt at se, vi faktisk hjælper. Man kunne jo frygte, at sundhedsministeriet bare gjorde medicinen, hvad de ville. Så det, at den rent faktisk er nået frem, og at vi selv kan være med til at aflevere den, bekræfter mig i, at vi gør noget rigtigt. Det var dejligt at se hospitalet og snakke med dem, siger hun efter besøget.

Tro du, at kritikken af dig vil stoppe, nu da medicinen er afleveret?

”Ikke endnu. Der skal en del til før det ændrer sig, tror jeg. Jeg kan godt forstå deres mistillid til mig, når vi går igennem sundhedsministeriet. Men de forstår alt så ikke mellemregningerne. Nu er vi hernede for netop at se, hvor medicinen bliver af. Og den bliver hverken misbrugt eller solgt videre”