mathi

Mathi Kumarathurai

Statistikker> artikler : 212 , billeder : 366 , kommentarer : 365 , forumemner : 41 , forumindlæg : 109 , blog : 101

ForsideHomemathiblog › Tamilere uden fornavn og efternavn

Tamilere uden fornavn og efternavn

På tamil er der en vending, der hedder: தமிழன் என்று சொல்லடா தலை நிமிந்து நில்லடா (Sig du er en tamil med oprejst pande). Denne vending bruges flittigt af tamilere for at vække de nationale følelser, der er godt gemt i os. Denne bruges også meget i indisk producerede tamilske film, hvor helten serverer denne vending for en begejstret publikum.

Budskabet er kort og godt, at man skal være stolt af at være tamiler. Personlig synes jeg, at det er et godt budskab, ikke kun for tamilere, men også for andre. Alle burde være stolte af, hvad eller hvem de er.

Som tamil er jeg stolt, særligt her i Danmark. Vi er en af de befolkningsgrupper, der klarer sig bedst, hvad angår integration, uddannelse, arbejde, mv. Selvom vi er en af de førende grupper i Danmark, har vi stadig en del i vores lille samfund, der har svært ved at finde fodfæste i danske forhold, især inden for demokrati, ytringsfrihed og den slags ting. Det er den gruppe, jeg vil skrive om i den her blog: Tamilere uden fornavn og efternavn.

På det seneste er der dukket et par diskussioner op på hjemmesiden vaanam.dk, en hjemmeside, der henvender sig til unge tamilere i Danmark. Diskussionen drejer sig om et debat arrangement med titlen "Sri Lanka efter krigen – hvordan vindes freden?", som gruppen Initiativ2009 har arrangeret i samarbejdet med foreningen International Debat ved Københavns Universitet.

I kan læse disse diskussioner på vaanam.dk på:
http://www.vaanam.dk/index.php?option=com_content&task=view&id=2809&Itemid=380

Som en anonym tamil, uden for- og efternavn, kan man skrive hvad som helst. Det, du skriver, skal du ikke til at stå til ansvar for. Du kan løbende skifte dit navn ud og gemmer dig bag et andet navn. En jyde vil sikkert spørge: Har du ingen nosser til at stå frem med dine meninger? eller er dine meninger ikke værd at stå frem med?, men det vil jeg ikke. Det vil være at gå en tand for langt.

Men diskussionerne har karakter af, at det er skrevet af folk uden særlig meget viden om Sri Lanka eller med det hensigt at chikanere eller svine andre til. Hvad det så end er, så skader det jo ikke at blande sig lidt i debatten, og kommer med et par saglige argumenter for de spørgsmål, der er stillet.

Her følger svar på nogle af de spørgsmål og tvivl, som er rejst i diskussionerne på vaanam.dk.

Little Aid
Little Aid er en humanitær organisation, der arbejder primært med de interne drevne flygtninge på Sri Lanka. På deres hjemmeside kan man læse mere om de projekter, de har lavet, hvem der sidder i bestyrelsen, mv.

For et par uger siden blev der afholdt et debatmøde, hvor bl.a. Little Aid var inviteret til at give et oplæg om organisationen og dets arbejde. Og man havde også mulighed for at stille spørgsmål efterfølgende. Men inden mødet, blev der sendt besked (eks. via sms) om, at tamilere skal boykotte mødet. Herefter sidder de samme anonyme tamilere og stiller spørgsmål ind på vaanam.dk. Det giver ikke rigtig noget mening, men det er der vel heller ikke noget nyt i.

Little Aid arbejder sammen med regeringen for at få tilladelse til at levere mad, tøj, medicin, mv til flygtningelejre. Det spørgsmål, man kan stille, er, hvordan det kan være, at Little Aid får tilladelse, når alle andre organisationer inkl. de internationale nødhjælpsorganisationer ikke får den samme behandling.

I asiatiske lande har man en kultur. Har du de rigtige kontakter, kan du nå langt. Little Aid har fået skabt de rigtige kontakter. Tarrin Constantine, som sidder som formand for organisationen deltog i den konference i Colombo, hvor bl.a. Vathanan og jeg også deltog. Her fik man mulighed for at mødes med forskellige ministre og andre vigtige folk. Man fik også mulighed for at besøge IDP camps. En af de største lejre drives af en tamilsk kvinde, som Tarrin Constantine fik kontakt med. Der blev lavet en del "ground work", mens vi var der, så man kunne få adgang til disse lejre.

Derfor er tilladelserne ikke længere væk end et telefon opkald til de rigtige mennesker, når der skal sendes nødshjælp.
Man kunne have beholdt disse kontakter for sig selv og for sine egne interesser, men vi valgte at gøre brug af dem for at hjælpe folket.

Tarrin Constantine ses helt til højre på billedet.

Se flere billeder her: http://picasaweb.google.com/kumarathurai.mathi/VisitToIDPCamps?authkey=Gv1sRgCOWPhtXW57eEXw#

Det er vigtigt her at understrege, at der er forskel på om man arbejder med regeringen eller for regeringen.

Ønsker du at være med til at forbedre forholdene for de civile tamilere på Sri Lanka, er der kun en vej frem: Samarbejd med regeringen og få de nødvendige tilladelser til at sende nødhjælp eller besøge flygtningelejre. Et godt eksempel er Vananga Mann skib, hvor flere tusinder kilo nødhjælp blev sendt af heroboende tamilere. Skibet står stadig i Colombo havn uden at noget er nået frem. Det er forfærdeligt, men på den anden side er der ingen grund til at spille med muskler og ens eget ego. Man bad aldrig om tilladelse til at sende nødhjælp til Sri Lanka. Hvorfor skulle man have tilladelse? Svaret ligger inde i Vananga Maan skib og rådner.

Det kan godt betale sig at give slip på ens eget ego og tænke på civile, hvis det vel at mærke er dem, man inderligt ønsker at hjælpe.

Federation of Sri Lankan Diaspora?
Federation of Sri Lankan Diaspora (FOSLD) er en ny etableret paraply organisation Organisationen blev stiftet i Stuttgart, Tyskland den 18. juli 2009.

Der eksisterer mange organisationer, der arbejder med tamilere og politiske forhold på Sri Lanka. Det er meningen, at disse organisationer skal samles under et for at få et bedre udbytte af hinandens arbejde. Derfor arrangerede Vathanan og jeg en konference i Tyskland, hvor folk fra bl.a. Danmark, Norge, Tyskland, England, Frankrig, Swiss og Holland deltog. Sammen etablerede vi denne organisation.

Hjemmesiden om organisation er på vej. Næste måned afholder organisationen første bestyrelsemøde i Swiss, og herefter offentliggøres detaljerne.

Sri Lankan Diaspora?
Sri Lankan Diaspora hjemmesiden blev udarbejdet for at publicere informationer vedr. vores konference. Den bliver med tiden "aflivet".

Jeg ved ikke om kritikere af Sri Lankan Diaspora har set, hvad vi egentlig har forlangt af regeringen, hvis ikke, så bedes I at se på den memerondum, der blev udleveret til regeringen lige efter konferencen: http://srilankan-diaspora.org/

Vathanan & Mathi
Lige meget hvilke politiske diskussioner, der dukker op i det tamilske samfund, så har de to navne fået en fast plads i diskussionerne Det er helt i orden at kritisere, men det eneste jeg forventer er et velargumenteret og saglig diskussion.

Vi har været engageret i samfunds/humanitært/politisk arbejde i mange år. Vi har mødt meget modstand her og der, men intet har kunnet stoppe os. Det skyldes bl.a. vi har været åbne og ærlige i vores foretagender, og vi har haft vores baggrund i orden.

Der er ingen tvivl om, at vi samarbejder med regeringen for at nå til de civile, og vi mødes med den srilankanske regering for at blive enige om et konstruktiv plan for afvikling af flygtningelejre og et muligt fredeligt løsningsforslag.

Der er heller ingen tvivl om, at vi ikke arbejder for en separat stat, kaldet Tamil Eelam. Vi arbejder for en samlet Sri Lanka, hvor der er lige rettigheder for alle folkeslag.

Vi betragter ikke singalesere som vores fjender, men derimod som medborgere, søstre og brødre.

Vi kommer fra den østlige del af Sri Lanka, hvor vi i mange år har boet side om side med både muslimer, singalesere og kristne. Vi har haft et vellykket liv og et vellykket fælles samfund, hvor vi kunne færdes frit og omgås hinanden.

Der er ingen tvivl om, at der findes ekstremistiske kræfter i det singalesisk samfund, lige så vel som der findes i det tamilske. Disse kræfter skal ikke sætte dagsorden for, hvordan vi skal tænke eller indrette vores liv. Hvis vi tillader det, vil der aldrig nogen sinde blive fred på Sri Lanka, og der vil altid være splid mellem disse forskellige grupper.
Med De Tamilske Tigres fald er der åbnet nye døre for forhandlinger og får et løsningsforslag på bordet. Det er ikke nemt. Det bliver en langvarig og sej proces, men det drejer sig om at holde hovedet koldt og fokusere på fremtiden og de folk, der bor på Sri Lanka.

Vi skal ikke herfra diktere, hvad de skal tænke, og hvilket løsningsforslag, de skal have. Det er op til dem at afgøre, hvad de ønsker. Vi skal være den part, der støtter dem i den beslutning, de træffer. Vi skal være den part, der skal være med til at presse regeringen til at gennemføre de nødvendige ændringer. Vi skal samtidig være den part, der skal få det internationale samfund til at presse den srilankanske regering.

Hvis man fortsat råber om et separat land for tamilerne, er man ikke kun med til at forværre forholdene for de civile tamilere på Sri Lanka, men man er samtidig med til at puste til de ekstremistiske kræfter på Sri Lanka, hvilket igen kan være med til at gøre det surt for tamilerene på Sri Lanka.

Der er mange, der påstår at folket (tamilere på Sri lanka) har givet mandat til et separat land. Jeg har bl.a. skrevet om det her: http://0094.dk/2009/06/tamil-eelam-eksil-regering/

Hvis vi absolut skal tage udgangspunkt i det mandat, som man omtaler, så er det et valg fra 1976, altså for 33 år siden. Det mandat blev givet til det største (demokratisk) tamilske parti, TULF. Med tiden er samtlige ledere fra dette parti blevet likvideret af De Tamilske Tigre, og tigrene har udråbt sig selv til at være tamilernes eneste repræsentanter, også ved at likvidere/udslette de andre organisationer, der eksisterede på Sri Lanka. Med andre ord blev dette mandat ikke givet til De Tamilske Tigre, som efterhånden ændrede karakter til at være undertrykker af det tamilske samfund.

Det er lidt ironisk at tænke på, at dette argument bruges fra de anonyme tamilere, der stille sig på De Tamilske Tigres side.

For at gøre det kort og godt: Vi arbejder med regeringen med henblik på at hjælpe folk i flygtningelejre. Vi arbejder med regeringen for at få dem til at åbne op for flygtningelejre. Hvis det er nødvendigt, vil vi fortsætte med at arbejde med regeringen. For os handler om de civile, og ikke vores egne ego.

Folk i flygtningelejre
Det næste skridt skal være at få folk ud af flygtningelejre. Det man skal fokusere på er, hvordan det kan lade sig at gøre? Kan det overhovedet lade sig at gøre?
Som herboende kan vi ikke gøre ret meget. Der er et par muligheder:
1. Man kan fortsætte med demonstrationer og holde fokus ved lige. På den måde bliver sagen ikke glemt.
2. Man kan tale med udenlandske regeringer om at lægge pres på den srilankanske regering.
3. Man kan lave forskellige kampagner for at holde gang i diskussionen, bla. facebook, video indslag, billede indslag, mv.
4. Man kan hjælpe flytningerne, mens de er på lejre, tiltag som initiativ2009 har gang i.
5. Man kan kontakte diverse politiske partier og få en debat i folketinget
6. meget mere

Man skal dog huske at adskille det politiske og det humanitær arbejde. Hvis man blander de to ting sammen, mister man hurtig muligheden for at udføre humanitær arbejde.

Til tamilere uden fornavn og efternavn
Mener I ikke, at det er på tide, at I kommer ud af busken og fremlægger jeres meninger på en ordenlig måde? Men hvis I mener, at I ikke kan være jeres meninger bekendte, og derfor nødt til at gemme jer bag anonyme brugernavne, tror I ikke, at det er bedre at disse meninger ikke ser dagens lys?

Jeg er nødt til at sige, at det er på grund af folk som jer, mange tamilere med et godt hjerte holder sig tilbage fra at blande sig i samfundsarbejde. I sidder godt gemt bag jeres skærme og sviner andre til og stå i vejen for andres gode arbejde. Fy, skam jer.

/mathi


Log in or create a user account to comment.