Raavanan –  manden, der reelt var dømt på forhånd 

1. 1. Myte som kulturens grundfortælling

Selvom kulturer ikke lader sig indfange i simple definitioner, så er der dog alligevel visse tegn/symboler, som er gennemgående i alle kulturer. Kultur er efter min vurdering et dynamisk socialt system bestående af tegn og symboler, gennem hvilke man kan forklare baggrunden for menneskenes adfærdsmønstre i et givent socialt rum. En af disse ovenfornævnte faktorer er myter – et andet er ritualer. I denne artikel, vil jeg dog kun behandle myter.

Alle kulturer har myter. Myter er fortællinger, der kan forklare det nutidige forholds oprindelse i fortiden – eller nærmere urtiden. Det siges derfor også, at myter forbinder urtiden og nutiden sammen. Ved at dechifrere myternes komplekse fortællinger kan man derfor få en vished omkring tilblivelsen af nutidens ideer. Men eftersom myter ofte kan have flere lag, er fortolkning og analyse en forudsætning. Og jo dybere man kommer ind i mytens komplekse fortælling, jo nærmere kommer man mytens essens. Myter giver ofte udtryk for et af livets mest centrale og eksistentielle grundfortælling: nemlig fortællingen om liv og død.

1.2. Myter skal fortolkes

Disse føromtalte grundfortællinger ligger typisk godt gemt under mytens synlige overflade. Skal det usynlige bringes frem, så er fortolkningen en nødvendighed. Og heri ligger det store problem. For i fundamentalistiske kredse er der desværre en tendens til at læse myterne bogstaveligt. Men myter bør ikke læses bogstaveligt, eftersom myternes øverste lag sjældent er i overensstemmelse med det moderne samfunds selvforståelse. Myterne skal tolkes, for kun derved giver de mening i dag. Ellers forbliver myter bare gamle røverhistorier, man fortæller ens børn.

De fleste myter foregår som sagt i urtiden, hvor der som regel herskede ro og orden – en tilstand af harmoni – indtil en hvis forrådelse. Årsagerne til forrådelsen skal typisk findes i uoverensstemmelser imellem mytens centrale aktører. Forrådelsen er udtryk for en kosmisk kamp mellem den gode og den onde. I den bibelske skabelsesberetning er der flere kosmiske kampe mellem det gode kosmos og det onde kaos. Eftersom de fleste – uanset religiøs orientering – har en forholdsvis god forståelse for de bibelske grundmyter, vil jeg ikke komme nærmere ind på disse. Men derimod vil jeg behandle grundtemaet i den hinduistiske mytiske epos, Ramayanam, og derigennem forsøge at frembringe dens bagvedliggende kulturpolitiske skisma.

2. Ramayanam – et hinduistisk grundepos

Ramayanam er sammen med Mahabharatham to af hinduismens mest centrale grundfortællinger. Selvom hinduismen er rig på myter, så har ingen andre myter fået så megen eksponering som tilfældet er med Ramayanam og Mahabharatham. Begge eposer er heltefortællinger, der på hver sin måde skildrer følgende: heltemod, moral, hengivenhed, godhed, ondskab, troskab, forholdet mellem liv og død, pligten over for den universelle dharma(retfærdighed) osv.

Selvom mange konservative hinduer i og uden for Indien har argumenteret for myternes historiske validitet, så er der intet videnskabeligt belæg for at hævde, at historierne i Ramayanam og Mahabharatham er historisk sande. De er med al sandsynlighed pure fiktioner a la Homers Iliaden og Odysseen. I denne artikel vil jeg dekonstruere ramayanam og frembringe mytens bagvedliggende ideologiske agenda.

2.1. Ramayanam – kort fortalt

Ramayanam kredser om tre aktører: Raaman, Sita og Ravaaanan. Raaman er mytens helt. Ravaanan er hans direkte modpol og portrætteres som den onde. Sita er Raamans trofaste hustru, der følger sin mand i tykt og tyndt.

Dæmonkongen Raavanan raserer samfundet og skaber uorden. Og guderne er – grundet et løfte, de afgav Raavanan – ikke i stand til at tilintetgøre ham. På den baggrund fremstod Raavanan umiddelbart usårligt. Men ifølge løftet var det kun guderne, der skulle afstå fra at skade Raavanam. Det gjaldt ikke menneskene. Derfor lader Guden Vishnu sig inkarnere som mennesket Raaman, for derigennem at eliminere dæmonkongen, Raavanan, og genskabe den fortabte uskyld. Raaman skabes med andre ord med et klart mål: at genskabe den kosmiske orden – dvs. dharmaen.

Ramaan portrætteres som det perfekte menneske og husbond. Han var kronprins i Ayodya, og gifter sig med den skønne Sita, der skildres som en idealkvinde, der udelukkende definerer sig gennem sin mand – lige efter tidens ånd. Grundet en politisk familiefejde tvinges Raaman 14 år i eksil i skoven. Sita følger frivilligt med. Det samme gør Ramans brødre, herunder Lakshmanan.

I skoven udfordres Raaman og hans ledsagere af Raavanan. I et forsøg på at skade Raaman konfronterer Raavanan’s søster, Supanakari, Sita. Laksmanan slår Raavanan’s søster ihjel. For at hævne sin søsters død, bortfører Raavanan Sita og tager hende med sig til Lanka. For at rede sin elskede hustru søsætter Raaman en omfattende menneskejagt.

Med hjælp fra abeguden, Hanumaan, lykkedes det Raaman at nedkæmpe Raavanan og rede sin hustru og genoprette dharmaen. Men her slutter fortællingen umiddelbart ikke. Raaman mistænker sin trofaste hustrus dyd, og krævede at hun beviser sin uskyld. Derfor gennemgår Sita en ildprøve, for derved at bevise, at hun ikke var Raaman utro imens hun var i fangeskab hos Raavanan. Først derefter vælger Raaman at tage Sita tilbage.

2.2. Ramayanams eksistentielle og ideologiske appel

Myten har mange temaer, som eksempel kan man pege på kampen mellem godt og ondt (Raaman vs. Ravanan), pligten over for dharmaen( Raaman), troskab( Sita), jalousi( Raaman), mistænkeliggørelse(Raaman), hengivenhed(Sita, brødrene) og blind hengivenhed(Sita), magt( Raaman, Raavanan), ydmyghed( Raaman, Sita), viljestyrke(Raaman, Sita), loyalitet brødrene imellem( Raaman og brødrene), hævngerrighed( Raavannan) etc.. Alle disse temaer er udtryk for nogle basale menneskelige grundværdier. Så myten går i princippet ind og berøre, problematisere nogle af tilværelsens mest centrale grundelementer. Men for mig at se, er der et andet element som er blevet undermineret i kampens hede. Det er forholdet mellem den indoeuropæiske og den dravidianske kultur/tradition, som jeg synes er interessant i denne sammenhæng. Jeg vil derfor forsøge at argumentere for, at myten, ud over at berøre eksistentielle aspekter, også er et produkt af tidens socio-politiske tankegang: De indvandrende indoeuropæeres møde med det oprindelige folk.

Som det fremgår af overskriften, så er det min pointe, at Ravaanan på forhånd var tildelt skurkerollen – netop pga. hans socio-etniske baggrund.

3. Raamayanams ophavssituation

Hvis man angriber Ramayanam som kilde, er man nødt til inspicere den ud fra en kildekritisk metode. Derfor er vi nødt til at præcisere kildens ophavssituation, afsender og ikke mindst afsenderens mål med kilden osv. Hinduismens tekstsamling er omfattende og deres ophavssituationer er særdeles divergerende. Indenfor den hinduistiske teksttradition skelner man imellem to typer af tekster. De som er åbenbaret( sruti) og de som er overleveret fra mund til mund(smrti). Ramayanam og Mahabharatham er begge smrti. De fire vedaer er eksempler på sruti.

Eposer som Mahabharatham og Ramayanam er svært at datere præcist, men man mener dog alligevel, at Ramayanam er blevet til i perioden omkring år 500 – 300 f.v.t., og ifølge den hinduistiske tradition er Ramayanam forfattet af en mytisk rsi kaldet Valmiki. Den reelle forfatter(e) til Ramayanam er formentlig ikke Valmiki. Men det væsentlige i denne her sammenhæng er heller ikke, hvem de præcise forfattere er, men derimod den kontekst Ramayanam er blevet til i – altså ophavssituationen.

3.1. Den aryanske og dravidianske skisma

Det er ingen hemmelighed, at de fleste hindutekster er blevet til i en indoeuropæisk kontekst. De er skrevet på sanskrit af brahminske lærde, der så sig selv som værende mere rene, kultiverede og hellige end de oprindelige folk – formentlig dravidianerne. Og derfor kan man ved flere tekstuelle kontekster se, hvordan brahminerne har tildelt sig selv fremtrædende positioner i samfundet. Dette kan eksemplificeres med den kendte purushahymne fra Rg-veda, der skildrer verdens- og menneskenes tilblivelse således:

As the divided the Purusa into many parts, what become of his many parts? For what was his mouth, his arms, his thighs, and his foot named?
His mouth turned into the Brahmans, his two arms were made into the Ksatriya(warrior), his two thighs to the Vaisya, an the Sudra was created from his feet ( rg10.90.11-12)

Ud over at skildre menneskenes tilblivelse, skildrer myten også baggrunden for den indiske varna-systems opståen. Varna-systemet er et hierarkisk socialt system, der inddeler borgerne i fire sociale klasser med brahmin-klassen som det øverste og sudraerne som det laveste. Varna-systemet danner derfor også det ideologiske grundlag for dagens jati-system. Men det springende punkt i myten er dens skjulte ideologi. Myten fortæller tydeligt hvordan den magthavende klasse – de indoeuropæiske brahminer – qua religiøse forskrifter har decentreret de oprindelige folk. Man har simpelthen anvendt et ’guddommeligt’ sprog til at legitimere ens egen position i det sociale felt. Af samme årsager har en dravidiansk kritiker ved navn E.V.Ramaswamy(1879-1973) indtil sin død rettet en skarp kritik mod hinduismen, som han mente var anti-dravidiansk i sin grundvold. Han og hans efterfølgere, bl.a. den dravidianske bevægelse i Sydindien, mente – og mener til en vis grad stadig – at de hinduistiske tekster har ført en ideologiske kampagne rettet mod den draviadianske ånd. Selvom om Ramaswamy’s(Periyar) og hans ledsageres kritik af hinduismen på flere punkter er yderst unuancerede, så er der trods alt noget om snakken. Ovenstående myte fra rg-veda er et godt eksempel herpå.

Den ideologiske kamp mellem de indvandrende indoeuropæere og de oprindelige folk (formentlig dravidianere) er et gennemgående tema i indisk tradition, historie og selvforståelse. Derfor ville et hinduistisk parti som BJP, der appellerer til de indoeuropæiske traditioner, aldrig kunne tage magten i Sydindien. Og af samme årsager ville en sydindisk skuespiller aldrig opleve varig succes i Bollywood.

4. Ramayanam læst ud fra et dravidiansk vs. aryansk perspektiv

Hvis man læser Ramayanam ud fra en indoeuropæisk vs. dravidiansk paradigme, så er Raavanan dømt til at være skurken. Det er hans lod, fordi han repræsenterer det dravidianske folk. Raaman er på den anden side dømt til at være helten, der skal opretholde den kosmiske orden. Det er hans lod, fordi han repræsenterer den indoeuropæiske afstamning. Når Ravaanans skurkerolle er en selvfølge, så skyldes det simpelthen Ramayanams ophavssituation. Ramayanam er blevet til i en indoeuropæisk kontekst, og derfor er det næsten naturgivet, at skurken i fortællingen har en dravidiansk baggrund. Raavanan var derfor reelt dømt på forhånd. Derfor skildres han som et uciviliserede monster, der har distanceret sig fra enhver form for moral og etik. For sådan ønskede tidens indoeuropæere at skildre ikke-indoeuropæere – dvs. de dravidianske sudraere. Raavanan( dravidianere) er derfor symbol på det uperfekte, uciviliserede, umoralske monster, der qua sine handlinger er til gene for den universelle dharma. Over for ham har man den eksemplariske indoeuropæiske Raaman: Sønnen der tager faderens skyld på sig og går i eksil for at rede sin fars ære. Broderen der gik forrest i kampen mod ondskaben. Helten der tog offerrollen på sig for at nedkæmpe ondskaben. Og endelig den perfekte husbond, der befriede sin elskede hustru ud af Raavanans grimme kløer.

Men tilbage står spørgsmålet: Er Raaman virkelige et eksemplarisk menneske, og er Raavanan vitterligt en manifestering af alt det, vi foragter ved et andet menneske? For mit vedkommende må Raaman gerne fremstår som stereotypen på det perfekte menneske. Men hvorfor skal Raavanan portrætteres som den onde? Hvad er hans forbrydelse? Læser vi Ramayanam, så er Raavanan en oprørsk rebel, der simpelthen måtte destrueres, fordi han var til gene for de brahminske guder. Han var oprørsk mod magthaverne over overklassen. Det var hans forbrydelse. Dernæst er motivet for bortførelsen af Sita ikke seksuelt. Raavanan bortfører Sita for at hævne sin søster. Selvom hævngerrighed er en slet dyd, så var Raavanans handling et udtryk for en primitiv menneskelig reaktion. Sådan ville de fleste simpelthen reagere.

Men det er dog interessant, at Raavanan faktisk afstod fra at krænke den bortførte Sita. Men selv samme myte fortæller, at Raaman, som Sita levede og åndede for, faktisk mistænkte hendes loyalitet. Hvem er helt og skurk hér ? Raaman, der mistænkte sin hustru, på trods af alle hendes ofringer og loyalitet? Eller er det Raavanan, der i respekt for Sitas integritet, afstod fra at krænke hende, på trods af at han havde alle muligheder for at gøre det?

Den virkelighed, vi tror er virkelig, behøves ikke at være virkelig i sig selv. Den kan også være konstrueret. Derfor skal alt dekonstrueres.

/bas kanthavanam